Selvet:
I forhold til mit arbejde med indlæring ……. på Ravnbjerhus, kom jeg til at kigge på *selvet* og hvordan selvet opbygges og hvordan kan disse unge lære bedst og hvordan kan pædagoger på Ravnbjerhus have disse i fokus.
Her kommer lidt håber i forstår
H. Rudolph Schaffers teori om selvet.
I opbygningen af et menneskes personlighed, har individets selvopfattelse en afgørende rolle.
Selvet som udviklingsteori afsluttes aldrig helt, men påvirkes af de erfaringer barnet gør sig og særligt af andre menneskers vurderinger. Selvet er et pejlemærke i vores bestræbelser på at tilpasse os over for andre mennesker og i sociale kontekster. Selvet giver os handlemuligheder, idet vi kan udvælge de muligheder som passer bedst med vores selvbillede. Selvet er et komplekst system af forskellige begreber og selvsystemer. (Schaffer, 2004)
Selvet består af: selvbevidsthed, selvbegreb, selvværd.
Selvbevidsthed: ”Det første trin i dannelsen af selvet. Betegner barnets erkendelse af, at det er et selvstændigt væsen med en egen eksistens”.
Selvopfattelse: ”Det billede barnet, opbygger af sig selv. Indeholder svaret på spørgsmålet om, hvem man er”.
Selvværd: ”Udtrykker, hvor højt barnet sætter sine personlige egenskaber. Indeholder svaret på spørgsmålet om, hvilken værdi en person har. Kan gå fra en meget positiv til en meget negativ vurdering”. (Schaffer 2004, Børnepsykologi, kap.10 s.385)
lørdag den 26. februar 2011
torsdag den 24. februar 2011
mestring som kan give mening
Mestring
Gik tilbage og læste lidt af Ida.S bog fra sidste år. Grunden til jeg gik tilbage er fordi jeg arbejder med mestring strategier og indlæring i vores Børne grupper på mit job Og i forlængelse af det undervisning fra i mandags
Anbragte unges levevilkår har ofte været præget af kriser, konflikter og manglende omsorg. Dette kan betyde begrænsninger i de unges muligheder for at udvikle handleevner. I stedet har disse udviklet mestringsstrategier, som et forsøg på at opnå kontrol over deres livsbetingelser. Mestringsstrategierne kan være problematiske, fordi de kan komme i modstrid med almene sociale regler for opførsel og handling.
Pædagoger er forbilleder og må have kompetencer, der kan synliggøre ideer for anbragte unge om, hvad man kan stræbe efter at kunne mestre, ud fra de unges egne interesser og kompetencer. Det betyder, det er vigtigt, at pædagoger opnår kendskab til disse interesser, og trække sine kompetencer på områderne ind i arbejdet med de unge – hvis pædagogen virkelig brænder for noget, så kan det være meget nemmere at aktivere de unge hensigtsmæssigt.
Et lille eksempel fra mit arbejde, hvor to unge drenge har været nødsaget til at passe på hinanden i hverdagen. Efter at kommune fik fokus på familien, blev de to drenge anbragt på en døgninstitution (os). Her var det stedets idé, at den ældste dreng skulle have lov til at være barn igen og dermed fritages fra opgaven med at passe lillebror. Den tanke var jeg også ening lang hen af vejen men læste idas bog og er ikke helt enige i, at man fra institutionens/pædagogernes side ikke tillægger det, som drengen mestrer, en værdi. det er vigtigt at støtte drengen i de kompetencer, han allerede har udviklet for senere at give ham andre udviklingsmuligheder på lige fod med jævnaldrene udenfor institutionen.
Gik tilbage og læste lidt af Ida.S bog fra sidste år. Grunden til jeg gik tilbage er fordi jeg arbejder med mestring strategier og indlæring i vores Børne grupper på mit job Og i forlængelse af det undervisning fra i mandags
Anbragte unges levevilkår har ofte været præget af kriser, konflikter og manglende omsorg. Dette kan betyde begrænsninger i de unges muligheder for at udvikle handleevner. I stedet har disse udviklet mestringsstrategier, som et forsøg på at opnå kontrol over deres livsbetingelser. Mestringsstrategierne kan være problematiske, fordi de kan komme i modstrid med almene sociale regler for opførsel og handling.
Pædagoger er forbilleder og må have kompetencer, der kan synliggøre ideer for anbragte unge om, hvad man kan stræbe efter at kunne mestre, ud fra de unges egne interesser og kompetencer. Det betyder, det er vigtigt, at pædagoger opnår kendskab til disse interesser, og trække sine kompetencer på områderne ind i arbejdet med de unge – hvis pædagogen virkelig brænder for noget, så kan det være meget nemmere at aktivere de unge hensigtsmæssigt.
Et lille eksempel fra mit arbejde, hvor to unge drenge har været nødsaget til at passe på hinanden i hverdagen. Efter at kommune fik fokus på familien, blev de to drenge anbragt på en døgninstitution (os). Her var det stedets idé, at den ældste dreng skulle have lov til at være barn igen og dermed fritages fra opgaven med at passe lillebror. Den tanke var jeg også ening lang hen af vejen men læste idas bog og er ikke helt enige i, at man fra institutionens/pædagogernes side ikke tillægger det, som drengen mestrer, en værdi. det er vigtigt at støtte drengen i de kompetencer, han allerede har udviklet for senere at give ham andre udviklingsmuligheder på lige fod med jævnaldrene udenfor institutionen.
mandag den 21. februar 2011
menneske syn ?
Dagens undevisning gav stof til efter-tanke
Samhørighed gennem øget gensidighed:
Jeg kom til at tænke på hvor tit Anbragte unge udelukkes fra deres udviklingsmuligheder, hvilket er paradoksalt, da det er deltagelse i de udviklingsrum, der udgør deres mulighed for at tilegne sig de nødvendige sociale kompetencer.
For at kunne indgå i sociale fællesskaber er det en vigtig forudsætning, at man mestrer gensidighed i relationer, og det lærer unge bedst ved at opleve det i praksis. Ved gensidighed forstås, at den unge bliver inddraget som en aktiv og ligeværdig medspiller. (menneskesyn hvor man er som man er)
(Tænker på min egne praksis) I en konfliktsituation har jeg oplevet, at pædagogens rolle bliver, at løse en evt. konflikt mellem unge på en institution. Denne praksis kan være forkert i forhold til den socialpædagogiske opgave. Opgaven for den professionelle er netop at udvikle de unges samhørighed. I praksis kan det være bedre at inddrage de unge selv og deres forståelse af en løsning på konflikten. Det kan være en mulighed, at man som pædagog trækker sig tilbage som iagttager og lade de unge varetage situationen, for herigennem at samarbejde om en evt. løsning på konflikten. Efter dagens undervisning om det tre læring former kommer jeg til at tænker om vi i vores praksis kan ændre noget feks at unge herigennem lærer at lytte til hinanden og respektere hinandens meninger selvom de kan være forskellige.
Samhørighed gennem øget gensidighed:
Jeg kom til at tænke på hvor tit Anbragte unge udelukkes fra deres udviklingsmuligheder, hvilket er paradoksalt, da det er deltagelse i de udviklingsrum, der udgør deres mulighed for at tilegne sig de nødvendige sociale kompetencer.
For at kunne indgå i sociale fællesskaber er det en vigtig forudsætning, at man mestrer gensidighed i relationer, og det lærer unge bedst ved at opleve det i praksis. Ved gensidighed forstås, at den unge bliver inddraget som en aktiv og ligeværdig medspiller. (menneskesyn hvor man er som man er)
(Tænker på min egne praksis) I en konfliktsituation har jeg oplevet, at pædagogens rolle bliver, at løse en evt. konflikt mellem unge på en institution. Denne praksis kan være forkert i forhold til den socialpædagogiske opgave. Opgaven for den professionelle er netop at udvikle de unges samhørighed. I praksis kan det være bedre at inddrage de unge selv og deres forståelse af en løsning på konflikten. Det kan være en mulighed, at man som pædagog trækker sig tilbage som iagttager og lade de unge varetage situationen, for herigennem at samarbejde om en evt. løsning på konflikten. Efter dagens undervisning om det tre læring former kommer jeg til at tænker om vi i vores praksis kan ændre noget feks at unge herigennem lærer at lytte til hinanden og respektere hinandens meninger selvom de kan være forskellige.
Abonner på:
Opslag (Atom)