Inklusion /eksklusion

Begrebsafklaring – Inklusion: Inklusion betyder at medregne, at indbefatte nogen, at omfatte det hele (Madsen, 2005).
Eksklusion: ordet eksklusion har to betydninger – At holde nogen ude som allerede er udenfor, og at støde nogen ud som hidtil har været inden for (Madsen, 2005)
underkendelse som er vigtig faktor i eksklusion, og nøgleordene i denne sammenhæng er:
• Pædagogen overser barnet
• Barnet bliver ikke hørt
• Manglende empati overfor barnet/ Underkender barnets følelser.
På internationalt plan har FN været på banen omkring sikring af barnets sociale udvikling. FN´s konvention om barnets rettigheder siger:” Deltagerstaterne anerkender ethvert barns ret til den levestandard, der kræves for barnets fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale udvikling. ” (FN´s børnekonvention, 1989, artikel 27 www.boerneraadet.dk )
På nationalt plan har vi serviceloven, der bl.a. står at det lovmæssigt er pædagogens opgave at:
• At fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv, eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten (Lov om social service 2008 § 1, stk. 2).
• Formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov for denne, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende (Lov om social service § 46, stk. 1).

Målet for social inklusion er at skabe en forbyggende pædagogik, som skal slå alle former for eksklusion i normale institutioner og fællesskaber. Individets dannelse ses i sammenhæng med fællesskabets dannelse, hvor målet er at danne et inkluderende samfund af ligeværdige medborgere (Madsen, 2005).
Pointen i social inklusion er at undgå, at udsætte børn for eksklusion fra det sociale miljø, de færdes i. Her er den pædagogiske rolle at danne så mange relationer til samfundet som muligt.
Bent Madsen præsenterer fem processer i social inklusion.

• Dannelse af fællesskaber er en forudsætning for dannelse af individer. Ifølge Madsen er det pædagogens ansvar, at danne ramme omkring barnets udvikling.
• Muliggørelse af differentierede fællesskaber.
• Social deltagelse anses som en grundlæggende forudsætning for læring. Når man bliver fjernet fra en social kontekst, bliver man fjernet fra muligheden for at tilegne sig de sociale kompetencer, som knytter sig til den sociale kontekst.
• Social inklusion betyder, at de menneskelige og materielle ressourcer skal stilles til rådighed i den sociale arena, hvor barnet lever sit hverdagsliv. Det er professionelle, der skal sørge for, at barnet er i trygge omgivelser og i at få støtte til at danne sociale relationer.

• Social inklusion er et udtryk for bestræbelser på at undgå segregering (udskillelse) og i det hele taget modvirke alle former for ekskluderende processer i det institutionelle miljø. Det forringer børns udviklings- og læringsbetingelser at være segregeret. Derfor er sociale fællesskaber vigtige for anbragte børn, da de har samme behov som deres jævnaldrende.

Interaktionisme

Alle mennesker dannes gennem interaktion med andre. Det gælder både dannelsen af ens identitet, ens selvbillede – ens jeg, og ens evne til at kunne interagere og forstå andre i de sociale kontekster man bevæger sig i.
For at man som individ kan forstå og gøre verden håndgribelig er man nødt til modtage reaktioner fra andre for at kunne forstå, og blive bevidst om betydningen af, sine egne handlinger i den kontekst man foretager handlingerne i. Det er altså gennem socialt samspil man skaber sin bevidsthed og dermed også sit jeg.
Socialt samspil med andre skaber altså jeg’et! Det vil sige at jeg’et ikke er en samling af permanente egenskaber, men en relation. Man udvikler sit jeg gennem hele livet, i kraft af de interaktioner og sociale samspil man indgår i.
I forhold til anbragte unge skaber teorien grundlag for, at man studerer dennes relationer til andre i stedet for at have fokus på den unges egenskaber. Derfor kunne det være en nærliggende tanke, at pædagoger der arbejder med denne målgruppe, arbejder med de unges interesser og derigennem skaber grundlag og adgang til sociale felter udenfor institutionen, hvor de unge i kraft af deres interesser, får mulighed for at danne relationer gennem interaktion med jævnaldrende i feltet.
Individet er ikke programmeret af deres sociale miljø eller strukturer. Man definerer sig som individ igennem interaktionen med de situationer og miljøer man færdes i. Det vil sige, at man, alt afhængig af hvilke sociale og strukturelle kontekster man bevæger sig i som individ, definerer ens handlinger i interaktionen med de, i det pågældende miljø, gældende strukturer.
Gennem en anbringelse kan unge, der evt. har en negativ social arv, definere sig selv i en anden sammenhæng og igennem andre interaktioner end dem de måtte komme fra inden anbringelsen, rive sig fri af sin tidligere definition som værende social afvigende. Her får pædagogerne virkelig mulighed for at skabe grobund for, at gøre op med den negative sociale arv, som anbragte unge ofte tager med sig på institutionen. Gennem tilvejebringelse af sociale felter der differentierer sig fra, hvad den unge har været vant til at bevæge sig i, kan pædagogen sørge for at den unges definition af sin egen sociale status bliver ændret. Det kunne fx være gennem lege-aftaler med andre fra klassen, eller fra fritids- eller idrætsklubben. Ikke bare for at den unge får mulighed for at interagere med andre, i de felter som de bevæger sig i, men også for at den unge får mulighed for at interagere med familiemønstre og andre sociale miljøer end dem han/hun har været vant til, for derigennem at skabe grundlag for en ny definition af sig selv i sociale kontekster.
Hvis man som individ ikke bevæger sig i forskellige kontekster og interagerer med forskellige andre, har man heller ikke mulighed for at differentiere sine perspektiver i forskellige handlinger. Ens socialitet bliver derfor ensporet, og man er ikke i stand til at kunne se andre perspektiver end sit eget, fordi man ikke har fået andres perspektiver synliggjort. Hvis man derimod stimuleres som individ gennem en differentieret interaktionskvotient, får man muligheden for at se og inddrage sig selv i andres perspektiv i en interaktion, og derved tilføje en ekstra dimension til sin socialitetsproces.
Evnen til at udvikle empati, som at kunne inddrage andres perspektiv, går altså gennem differentieret interaktion. Anbragte unge som mangler sociale kompetencer som eks. empati, må derfor have mulighed for at kunne indgå i forskellige kontekster med jævnaldrende udenfor institutionen, for at kunne udvikle evnen til at inddrage andres perspektiv, end det fællesskabet på institutionen skaber. Dette ville ud fra et pædagogisk synspunkt være en oplagt mulighed til at skabe kontakter gennem de unges interesser til sociale felter, hvor de skal indgå i et andet fællesskab end det på institutionen. Eksempelvis, en idrætsklub - hvor de unge først bliver nødt til at definere sig selv i netop det felt, for at kunne afkode de regler og de forventninger der ligger i feltet fra feltets andre individer. På den måde vil de unge kunne få kendskab til, hvordan deres eget perspektiv passer ind i fællesskabets perspektiv, hvordan andre ser på den unges perspektiv, og hvordan man skal inddrage andres perspektiv for at kunne indgå i fællesskabet.
For at blive gjort bevidst om sine handlinger i forskellige kontekster, behøver individet respons fra andre i den samme kontekst. Nå man opnår respons på ens handlinger, responderer man på responsen gennem refleksion, og bliver dermed bevidstgjort om hvad handlingerne har betydet. Gennem handlinger i livet i forskellige kontekster opnår man en lang kæde af tidslige erfaringer, som man tager med sig. Disse tidslige kæder er ikke uforanderlige.
En bevidstgørelse på en handling i en kontekst betyder ikke, at det er den samme bevidstgørelse man opnår af den samme handling i en anden kontekst. Derfor kan individets opbygning af bevidstgørelser ud fra forskellige handlinger ændres. Hvis individet placeres i en kontekst, hvor responsen bliver en anden end individet før har oplevet på den samme handling, ændres bevidstgørelsen som individet tidligere har gjort sig.
Anbragte unge kan have oplevelser fra tidligere forhold, som fx svigt, eller måske været blevet misbrugt fysisk eller psykisk. De kan derfor have opbygget en bevidstgørelse om, at de ikke er tilstrækkelige, og ikke kan tilbyde noget i de sociale felter de bevæger sig i. Her kan de unge, gennem andre sociale sammenhænge, opnå en bevidstgørelse om, at det de gør, er værdifuldt og giver mening i den pågældende kontekst. Man kan som pædagog i denne sammenhæng, gennem interaktion med den unge, være med til at skabe en ny definition af det den unge forbinder ved ”voksne”. Ved at være stabil voksen i den unges verden, som ikke svigter, og som ikke misbruger den unge, men som ser ham/hende som et individ, der har samme rettigheder som alle andre individer, kan pædagogen skabe grundlag for at barnets bevidstgørelse af ”voksne” bliver ændret

Anderkendelse Axel H.

Axel Honnet beskriver tre former for anerkendelse. Mennesket skal gennemleve alle tre former for at blive et fuldt udviklet individ med mulighed for at realisere et vellykket liv - med al den forskel dette måtte indebære fra individ til individ.
De tre anerkendelsesformer udfolder sig i forskellige sammenhænge:
Den første anerkendelsesform, den emotionelle anerkendelse (affektive), foregår i privatsfæren og drejer sig om kærligheden mellem familie og nære venner, hvor man er gensidigt afhængig af hinanden og den sociale støtte. Der vil ofte være en hårfin balance mellem selvstændighed og binding i denne sfære. Dette kærlighedsforhold er et ligeværdigt forhold, hvor man kan være fortrolig og åben omkring sine værdier, ressourcer og holdninger, og forvente, at de bliver mødt med anerkendelse. Den emotionelle anerkendelse sætter en i stand til at udtrykke sig, agte sig selv og til at kunne deltage i nære fællesskaber og samfundsmæssige forhold. Den første anerkendelsesform er en forudsætning for de andre anerkendelsesformer og grundlægger personens selvtillid. ”Selvtillid er stilladset som er bygget op om os og er ydrestyret dvs. lader sig se på med andres øjne”.
Det er vigtigt, at der fokuseres på barnets nære relationer, så barnet føler sig anerkendt. Da anbragte børn ikke har den samme voksne omkring sig hver dag, må pædagoger tage udgangspunkt i barnets oplevelse af, hvem der er de nærmeste relationspersoner.
Den anden anerkendelsesform gives igennem den retslige sfære, vedrørende de universelle rettigheder man har, som et ligeværdigt medlem af samfundet. Denne anerkendelsesform er sikret gennem love og giver mennesket de grundlæggende muligheder for at kunne realisere sig som et selvstændigt handlende individ. Denne form for anerkendelse betinger oplevelsen af selvrespekt.
I den retslige sfære kan barnets selvagtelse krænkes, f.eks. når den unge fratages nogle af de muligheder dets jævnaldrende har. Det er vigtigt, at pædagogen ikke overser den unges ret til at være en del af det samfundsmæssige liv. Derfor skal den unge have kontakt til fritidsinteresser og andre sociale sammenhænge, så den unge føler, at han/hun har samme muligheder som sine jævnaldrende. Får vi denne form for anerkendelse, udvikler vi selvagtelse. ”Selvagtelse handler om hvorledes du afgrænser dig i forhold til andre og dine omgivelser. Hvad går du med til? Hvordan undgås det, at du går med til mere end, du kan mærke, du selv vil gå med til. Vi kan sige, at selvagtelse – selvrespekt handler om evnen til at bevare sine egne grænser intakte”.
Den tredje anerkendelsesform sker i relationen til gruppen og fællesskabet, hvor mennesket gennem sin deltagelse og sit positive engagement bliver anerkendt af de andre i fællesskabet. Man bliver set og værdsat for sine særlige evner, kvaliteter, handlinger og anerkendes for sin individuelle særegenhed, som et uerstatteligt og unikt individ. Denne form for anerkendelse betinger værdsættelsen af sig selv som medlem af et solidarisk fællesskab. Denne anerkendelsesform tager sit udgangspunkt i den solidariske sfære. I solidaritetens sfære er der tale om både noget emotionelt og noget kognitivt i anerkendelsen. Mødes vi med denne form for anerkendelse, udvikler vi selvværdsættelse. ”Selvværd betyder, at føle sig værd, at give sig selv værdi”.
Det er meget vigtigt, at udvikle social solidaritet hos anbragte unge, for at de føler sig inkluderede i samfundet og herigennem opretholde deres position i et socialt felt. Her må pædagogen hjælpe den unge med, at bruge de sociale færdigheder han/hun besidder på en hensigtsmæssig måde. Unge der ikke har udviklet en positiv selvagtelse, har svært ved at opnå anerkendelse i den tredje anerkendelsesform. Dette medfører, at de ikke ser sig selv som medspillere i de kontekster de gerne vil være en del af.

Forudsætninger for social deltagelse

:
Socialpædagogik på døgninstitutioner for anbragte børn/unge er et led i samfundets forsøg på at sikre deres integration i samfundet.
Børn/unge bliver integreret i samfundet ved at udvikle deres evne til at være deltagere i stadig mere komplekse samfundsmæssige sammenhænge. Når børn/unge deltager i sociale sammenhænge, tilegner de sig de sociale koder og konkrete kvalifikationer, der er forudsætning for at kunne deltage i et samfund. Man kan dermed sige, at social deltagelse på samme tid er et mål og middel. Vi har i gruppen oplevet, at man ikke, på alle døgninstitutioner, arbejder med social deltagelse udenfor institutionens rammer (felt arbejde på Odamsgård). Disse erfaringer har vækket en undren, da vi har en idé om, at social deltagelse kan være udgangspunktet i udviklingen af barnet/den unge som er den pædagogiske opgave.
Børns udviklingsopgaver:
I samfundets forskellige felter er der indbygget forventninger om, at børn skal besidde bestemte færdigheder og viden for at kunne indgå i de omtalte felter. Man kan derfor tale om, at børn har en udviklingsopgave (Højholt, 1990). Man kan sige, at den overordnede opgave for børnene består i tilegnelsen af de færdigheder, der giver dem muligheder i de felter de færdes i, og på lang sigt kan ruste dem til at skabe egne livsmuligheder.

Vi har oplevet i praksis og igennem vores interview , at institutionen ikke altid tager udgangspunkt i hvilke færdigheder, der skal videreudvikles i forhold til en senere inklusion i normalsamfundet. Vi har alle oplevet, at man arbejder intenst på at udvikle de færdigheder som gør sig gældende på institutionen, men glemmer lidt fremtidsperspektivet og barnets egne interesser og mål udenfor institutionen.

Stemplingsteori

Social afvigelse kan ses som et produkt af samfundets reaktion på individet, også kaldet stemplingsteorien. Den forbindes først og fremmest med den amerikanske sociolog Howard Beckers bog "Outsiders", som dannede udgangspunkt for stemplingsteorien. Han stillede blandt andet spørgsmålstegn ved, hvorfor nogle handlinger blev set som "normale" af en bestemt samfundsgruppe, hvorimod andre grupper så den selv samme handling som afvigende. Han så også på den problematik, at ikke alle blev stemplet i samme grad på trods af, at de havde udført samme handling. Dette mener han har meget at gøre med hele familiens status i samfundet. Er det direktørens eller kontanthjælpsmodtagerens søn, som har begået butikstyveri? Han mener, at afvigende handlinger er afvigende i kraft af, at nogen har kategoriseret netop denne handling som afvigende.
I stemplingen af et individ som afvigende, ligger der en risiko for en "selvopfyldende profeti". Den stemplede kan påtage sig eller acceptere rollen som afviger. Om dette bruger Becker begrebet "karriere", hvor afvigelse er noget som udvikles over tid.
"Hvis man for eksempel følger anbragtes børns livshistorie, så vil de ofte være fyldt med gentagende oplevelser, der kun kan bekræfte dem i, at de er anderledes og svigtede." (Becker, 2005)
Når afvigerstemplet først er blevet erhvervet, kan det være meget svært at komme af med igen. Efterhånden begynder den stemplede at få en forståelse af sig selv som anderledes.

PÆDAGOGER I DET MODERNE SAMFUND

Samfund
"I det moderne samfund skal individet, for at kunne bevæge sig mellem sociale arenaer og forskellige sociale situationer, have noget at tilbyde andre og have en opfattelse af sig selv som en, der er i stand til at ændre/påvirke verden".(Giddens 1996)


Det "senmoderne samfund" er et sociologisk begreb, som forsøger at beskrive vores nuværende samfund. Det senmoderne samfund kaldes også: informationssamfundet, risikosamfundet, det postindustrielle samfund eller det postmoderne samfund. Den engelske sociolog Anthony Giddens mener, at begrebet blandt andet dækker over forhold som: Globalisering, opbrud i de traditionelle værdier, individualisering, at alle livsområder er præget af valg og refleksivitet. (http://da.wikipedia.org/wiki/Senmoderne_samfund)

"samfundsmæssigt normalitetsbegreb". normalitet som :
" Det normale liv er det der leves af majoriteten. Det er normalt at bo i en familie, gå i daginstitution og skole, have et arbejde udenfor familien og leve et fritidsliv sammen med jævnaldrende". (Bent Madsen 2005)


På klassen fik vi diskuteret, blandt andet begrebet "rummelighed". Et udtryk man i mange år har yndet at bruge indenfor det socialpædagogiske arbejde, i forhold til at kunne inkludere alle i et samfund der til stadighed er meget omskifteligt (Madsen 2005). Rummelighed, der i ordets betydning kan forstås som ”favnende”, er blevet brugt i flæng fra såvel politikere som pædagoger.
Kombinationen af det individualiserende samfund, og kravet om et mere rummeligt samfund er efter min mening med til at skabe store brudflader indenfor socialpædagogisk arbejde. På den ene side kræver samfundet, at børn/unge udvikler sig til individuelle, selvstændige mennesker, der kan tage vare på sig selv for at kunne indgå i samfundet på lige vilkår med andre.
På den anden side ser vi børn/unge der på grund af manglende sociale kompetencer stadig skal kunne "rummes" i samfundet, og som derfor bliver ofre for en kategorisering som "ikke normalt fungerende" og ekskluderet af samfundet.
En differentiering som bliver tydeligere og tydeligere, idet man fortsat gerne vil have så mange ud på arbejdsmarkedet som muligt, der kan bidrage til en forøgelse af velfærden, men at der samtidig foregår en udskillelse af socialt udsatte grupper på grund af nye og differentierede krav til individet.
Der er noget der tyder på en øget modsætning mellem ”idealet om social integration” og ”det moderne samfunds øgede stigmatisering”.
Det viser sig imidlertid, at tiltag i socialpolitikken har skabt en indsnævring af normalitetsbegrebet som samfundet definerer det. Derved sker der en stigende kategorisering af de børn/unge, som ikke kan fungere i en almindelig skole, i en almindelig daginstitution, som ikke har fået udviklet de sociale færdigheder der gør, at de kan fungere i det normale samfund, eller børn/unge som ikke har evnen til at tilegne sig færdigheder der gør, at de kan begå sig på de forskellige sociale arenaer.
Socialpolitisk arbejde må derfor gøres mere differentieret og kunne rumme flere aspekter.


Samfundet kræver, at pædagoger skal arbejde inkluderende og give alle børn de samme muligheder for udvikling. (Lov om social service 2007). Dilemmaet ligger i, at vi pædagoger ikke kan nå at give alle børn/unge samme muligheder for udvikling og dermed virker ekskluderende i arbejdet med børn/unge når man samtidig, fra samfundets side ønsker at skabe hele, selvudviklende, anerkendende, empatiske unge mennesker der er klar til at begive sig ud i det samfund som de allerede er en del af, uden på nogen måde at være stemplet.

Ideen med social inklusion er, at bryde op med kategoriseringen af individer, ved at fokusere på
omgivelserne som inkluderende, frem for at se det enkelte menneske som afvigende.
Ingen er som udgangspunkt afvigende, medmindre samfundet definerer det. ( Madsen, 2005)

undervisning i uge 44

I forhold til vores undervisning og diskution på klassen bla om menneskeyn kommer denne indlæg:

Pædagogernes perspektiv:
Det er et faktum, at alle anbragte børn på døgninstitutioner lever et institutionaliseret liv, hvilket betyder, at alle anbragte børn er underlagt et gruppeliv. Det betyder, at anbragte børn i meget høj grad skal indrette deres hverdagsliv på at skulle indgå i en stor gruppe børn, som de tilfældigt er anbragt sammen med, hvorved den individuelle udvikling bliver erstattet af at skulle indordne sig under en fælles norm og fælles regler på institutionen. Dette sætter store krav til det pædagogiske arbejde på institutionen, da opfattelsen af barnets udvikling kan være meget forskellig blandt pædagogerne. jeg mener det har en stor indflydelse på institutionens pædagogiske praksis, hvilket menneskesyn man arbejder ud fra i forhold til børnenes udviklingsmuligheder. jeg er i min empiri insamling stødt på to modstridende menneskesyn. Det Mekanisk-Materialistiske menneskesyn tager udgangspunkt i, at udviklingen kun sker via ydre påvirkninger af barnet jeg mener, at det pædagogiske arbejde overvejende skal tage udgangspunkt i det Dialektisk-Materialistiske menneskesyn, hvor barnet ikke kan forstås uden samfundets påvirkning. Barnets bevidsthed er betinget af det materielle samspil, men det kan gribe ind og ændre samfundet gennem sin egen praksis (Hammerlin & Larsen, 1999). Barnet præger det samfund det befinder sig i, men bliver samtidig præget af samfundet omkring sig.

Sanser i slåskultur

Sanser.
Vi mennesker har 7 sanser. Synssans, høresans, smagssans, lugtesans, Taktilsans, kinestetisksans og vestibulærsans. De tre sidste er, de sanser der danne fundamentet i hjernens udvikling.
Ifølge Blume er det primær sanser som kommer meget på spil i slås kultur:
Kinæsthesisans betyder barnets fornemmelse for muskel- og ledfunktion. Det vil sige at spænde og slappe af, bøje og rette ud, finde ud af hvor legemsdele befinder sig. For at bevægelserne skal være i orden, må muskler, led og sener arbejde præcise. Denne sans bliver også kaldet stillingssansen
Den vestibulære sans, også labyrintsans, har med ligevægt at gøre. Bag øret sidder en slags snegl med væske i. Og vi skal sætte gang i de væsker, som labyrinten indeholder. Barnet har brug for rotation og for at gynge. Denne sans bliver dannet først i barnet
Taktilsans har noget med berøring at gøre. Huden oplever allerede i morens mave en konstant og varm berøring. Det er vigtigt for barnets udvikling, at det fortsætter

M. Blume slåskultur

Blume siger, ”Hvor der er børn er der slagsmål: I familien, i skolen, i institutionerne. Alle finder kamp- og slåsscener i deres barndomsminder.

Hvis børn i deres motoriske udvikling er komme så langt, at de kan gå, skal de selvfølgelig også prøve at sparke.
Det er ikke, fordi de vil skade deres omverden eller gøre deres forældre, lærere eller pædagoger fortræd, nej, det er lysten til at leve.
Det er nysgerrighed efter at udforske omverden via motorisk handling.
Det er lysten til at røre sig og komme i kontakt med hinanden, "i kropskontakt"
For mange børn er det den eneste mulighed de har for, at komme i kropskontakt med andre børn. En kropskontakt som ifølge Blume næste er en ”urtrang”

Så skriver Blume, at det er vigtigt for børnene, at de får lov til at slås, konkurrere og lave kraftprøver.

I den slags leg udforsker de hinandens grænser og kompetencer, derudover er det med til, at styrke barnets identitet og selvfølelse.

skb opgave

Emne:
Slås kultur i forhold til anbragte unge mellem 14 og 18 år.

I dagtilbudsloven § 45 står bl.a.: børn i fritidshjem skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring. Det pædagogiske arbejde i fritidshjemmet skal respekterer og understøtte børns selvvalgte aktiviteter og samtidig indeholde pædagogiske tilrettelagte aktiviteter. I § 45 stk. 3 står endvidere bl.a.: Fritidshjem skal fremme børns æstetiske og kropslige udtryksformer og sundhed
WHO definition på sundhed :”Sundhed er en tilstand af total fysisk, mentalt og social velvære og ikke blot fravær af sygdom og svaghed
Teori:
I min teori vil jeg bruge Laban som siger at vi skal lære vores begrænsninger og vores muligheder mht. vores egne resurser . Gennem æstetisk virksomhed (æstetiske læreprocesser) kan man bearbejde og udtrykke følelser og holdninger, lære at forstå sig selv og andre, tilegne sig, påvirke, forstå og opleve sin kultur og omverden. Michael Blume : viden og forståelse for egne grænser, både fysiske og psykisk, kunsten at kunne samarbejde, respektere hinanden, udtrykke sig verbalt og nonverbalt og indgå i gode sociale relationer med sine kammerater.
Da i mange intuitioner hersker der negativ indstilling til slås kultur. Forældre siger tit mine børn skal ikke lære at slås. Denne indstilling er der også en del af pædagoger som har. Efter min mening handler den form for leg ikke om at indøve slås metoder.
Min opfattelse er at slås kultur handler om bevægelseshandling som i høj grad udvikler personligheden.
Jeg vil gribe opgaven an på denne måde at jeg vil undersøge slås kultur på et opholdssted for anbragte unge. Hvor jeg bl.a. vil undersøge pædagogernes holdning til disse og sætte relevante lege med udgangspunkt i fysisk kontakt igang, at lære at kæmpe hensynsfuld, at de skal lære at regulerer og dømme en kamp
Forventning: jeg forventer at give mulighed til at disse gruppe kan udforske deres egne krop og styrke og at de på sigt skal lære at andres grænser og styrker i forholdt til dem selv og den anden. I den slags leg udforsker de hinandens grænser og kompetencer, derudover er det med til, at styrke barnets identitet og selvfølelse.
Forskning som kunne være relevent: Pædagogens kropslighed.

Foucault siger
Som vi forstår ham
Institutioner kan ikke fungere uden udøvelse af magt . Magtspørgsmålet er derfor helt centralt hos Foucault. Men for ham er magt ikke lokaliseret, hverken til bestemte personer, grupper eller klasser, Magten er således ikke afgrænset til økonomiske, politiske og sociale strukture.
Magten strømmer ikke ovenfra og nedefter. Foucault vil ikke at finde ud af hvem der har magten, men en forståelse af hvad magt er. Han analysere magten og tage udgangs punkt i relationer mellem mennesker og deres mangfoldighed
Magt producerer sjæle med normer, ideer og viden, og den producerer legemer, der agerer i overensstemmelse med disse sjæle. Magtkampe drejer sig om at definere hvad der er sandheden.

Magten er derfor decentral, den danner et fintmasket, uopløseligt net. Magtudøvelsen opererer i detaljen. Det som har betydning, det som umyndiggør, former og omformer, tilpasser og normaliserer mennesker i de mest individuelle og intime detaljer er den mikromagt, som udøves i små portioner overalt i samfundet

opgave tirsdag i uge 19

Studiedag med besvarelse af SBR`s studiespørgsmål om handlekompetence

• Forskellen på det brede og positive sundhedsbegreb, og på det snævre og negative:
Det brede og positive sundhedsbegreb rummer 2 dimensioner:
Der er tanken om det gode liv, altså livskvalitet for den enkelte.
Og der er den ideelle situation med fravær af sygdom og svækkelse.

Begge dimensioner er der taget højde for i WHO`s defination af sundhed som
`Sundhed er et fuldstændigt stadium af fysisk, mentalt og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom og svaghed` ( WHO 1946)

I det brede ligger opfattelsen af at sundhed relaterer til såvel livsstil som levevilkår.
I og med at der er tale om en tilstand, er den altså foranderlig og påvirkelig.
( Annette Schulz i `Børnehaver i bevægelse, inspirationsmaterialer til kursister`(2005) s. 3)

Figuren fra Undervisningsministeriets vejledning, B.B.J. og B.J. s.57 viser sammenhængen mellem de dimensioner som indgår i selve sundhedsdefinitionen, og den medtager socioøkonomiske forhold som kan påvirke den enkeltes mulighed for at opnå sundhed.

Det snævre negative sundhedsbegreb definerer sundhed som en negation, som fravær af noget, i denne sammenhæng af sygdom og svækkelse. (B.B.J. og B.J. i `Unges tanker om ulighed, sundhed og handling for sundhed` (2005) s. 53)
Et snævert sundhedsbegreb beskæftiger sig udelukkende med adfærd og livsstil. (B.B.J. og B.J. i `Unges tanker om ulighed, sundhed og handling for sundhed` (2005) s. 58)

`Den positive definition er med andre ord mere omfattende end den negative, men rummer altså stadig sygdomsaspekter.` (B.B.J. og B.J. i `Unges tanker om ulighed, sundhed og handling for sundhed` (2005) s. 53)

• Beskriv de 5 delkomponenter der er centrale for handlekompetencebegrebet:
Indsigt, i de 4 vidensdimensioner.
Engagement, lyst til at involvere sig i forandringsprocesser i det dynamiske samfund.
Visioner, evne til at kunne gennemskue sammenhænge og andres motiver og tænke kreativt og visionært.
Handleerfaringer, konkrete erfaringer med at indgå individuelt og kollektivt i forandringsprocesser og overveje, hvorledes barrierer overvindes.
Kritisk sans, evnen til ikke at tage alle budskaber for pålydende og i stedet drage egne konklusioner og tage beslutninger.

• Beskriv de fire delkomponenter af almen karakter der også er knyttet til handlekompetancebegrebet:
Almene færdigheder der har betydning for at udvikle handlekompetance er selvtillid, selvværd, samarbejdsevne og formuleringsevne. (B.B.J. og B.J. i `Unges tanker om ulighed, sundhed og handling for sundhed` (2005) s. 52)



• Redegør for hvad de 4 dimensioner af sundhedsviden handler om:
Den første dimension handler om forekomst og udbredelse af sundhedsproblemer. Betydningen af vores sociale relationer, vores livsstil, viden om hvad der sker med mennesker der mobbes. Altså viden om hvad der kan påvirke vores sundhed. Viden om årsager.

Med den anden dimension menes viden om direkte årsager, her de grundlæggende ofte socioøkonomiske årsager. Sammenhængen mellem uddannelsesniveau og sundhedsrisici. Viden om effekter.

Den tredje dimension omfatter viden om hvordan man mestrer eget liv, om hvilke psykologiske mekanismer der optræder når man i gruppesammenhæng vil ændre eller fastholde en udvikling. Altså viden om samarbejde og hvordan det struktureres og om coping-mekanismer. Viden om alternativer.

Den fjerde dimension handler om nødvendigheden af at udvikle egne visioner, for at have vilje og opnå evne til handling og forandring i eget liv. Viden om forandringsstrategier.

• Hvad er formålet med at udvikle handlekompetence?
At kvalificere politisk dannelse og handling mod deltagelse i et demokratisk samfund. (B.B.J. og K. Schnack i `Handlekompetence som pædagogisk udfordring`(1995) s. 210)
At eleverne udvikler forudsætninger for, at de i fællesskab med andre og hver for sig kan handle for at fremme egen og andres sundhed. (Undervisningsministeriet 1991 s. 6, i B.B.J. og K.S. s. 212)



• Hvad er en handling?
Hvilke 2 forhold skal være opfyldt for at der er tale om en handling?
Forud for en handling ligger en bevidst stillingtagen. Eleverne skal selv være med til at iværksætte handlingen, og ønske den iværksat. En handling forudsætter bevidst stillingtagen.
En handling er rettet mod løsningen af det problem der arbejdes med.
(B.B.J. og Karsten Schack i `Handlekompetence som pædagogisk udfordring` s. 213) og (B.B.J. og B.J. i `Unges tanker om ulighed, sundhed og handling for sundhed` s. 50)

• Hvad er forskellen på handling og handlekompetence?
Handling forudsætter bevidst stillingtagen. Det foregår reflekteret, og har et reflekteret mål. Man skal stræbe efter at opnå noget bestemt for at der i denne sammenhæng er tale om en handling.
Uden handlekompetance høster man ikke erfaringer som igen kan være med til at kvalificere fremtidige handlinger.
Handlekompetance kan ses som dannelsesideal i et demokratisk perspektiv.
(B.B.J. og Karsten Schack i `Handlekompetence som pædagogisk udfordring` s. 210)

skb opgave

Problem :
I medierne har der længe været fokus på, at børn og unge bevæger sig for lidt. De sidder foran computer og tv i stedet for at lave bevægelsesaktiviteter. Dette kan skyldes samfundets udvikling, hvor forældre arbejder udenfor hjemmet hele dagen og kommer trætte hjem om aften og pædagogernes engagement.

Sundhedsstyrelsens har lavet flere undersøgelse af danskernes bevægelsesvaner og kunne give et billede af, at børn og ikke bevæger sig, fordi de bliver påvirket af de voksnes/pædagogernes manglende motivation. Vi mener, at det er en brist børns udvikling, og at de skal motiveres til bevægelse.


Aaron Antonovsky hævder, at oplevelse af sammenhæng er en vigtig brik i barnets/de unges udvikling, hvis det skal trives.
Oplevelse af sammenhæng indeholder tre kernekomponenter:
• Begribelighed
• Håndterbarhed
• Meningsfuldhed


Flow

Flow -tilstanden finder sted, når barnets færdigheder og de udfordringer, man stiller del, er i
overensstemmelse med hinanden .


Pædagogernes engergement
Pædagoger skal selv deltage i de aktiviteter, de sætter i gang. Gør de ikke det, er det svært at motivere de unge til at gide at bevæge sig, hvilket hæmmer deres udvikling.

teori til skb opgave

Pædagogens kropslighed.
Sonja, Jette, Emir og Inga
Vi har valgt at filme vores opgave om pædagogens kropslighed på en institution for voksne med betydelig og varig nedsat funktionsevne. Jette og Sonja der arbejder på institutionen har udvalgt de to beboer, vi har lavet aktiviteter med. Vi kalder dem her for Rikke og Martin. Vi har valgt at lave aktiviteter med Rikke og Martin hver for sig.
I begge tilfælde har vi taget udgangspunkt i den åndsvidenskabelige filosofi, hvor man som underviser/ pædagog betragter eleven/ bruger som et subjekt og læringen ses som en dannelsesproces, der skal understøttes.
Rikke:
Med Rikke har vi valgt at lave leg og bevægelse og lidt dans. Rikke er kørestolsbruger. Vi havde lavet en forhindringsbane med forskellige lege og en dans hvor man bruger overkroppen.
Didaktiske overvejelser:
Emir havde lavet en dans, hvor man kun bruger overkroppen og hvor koreografien var meget enkelt. Tre af os sad i en rundkreds og lavede dansen sammen med Rikke. Til at begynde med valgte vi den deduktive metode og fulgte Emirs plan, senere gik vi over til den induktive metode, hvor vi sammen med Rikke fandt på forskellige bevægelser til musikken.
Efter dansen lavede vi forhindringsbane sammen med Rikke. Her brugte vi rammeprincippet, det vil sige, at vi bestemte rammerne på den måde, at vi havde stillet en forhindringsbane op, hvor vi præsenterede nogle opgaver for Rikke. Lige som i dansen lavede vi aktiviteterne sammen med Rikke, idet en´ gik foran og viste hvordan hun kunne arbejde med forhindringerne, de to andre var med i legen, undervejs var Rikke selv med til at bestemme hvordan vi kunne bruge de opstillede forhindringer. Fx havde hun besvær med at kaste med en boldt, men hun fandt på, at hun kunne skyde med hovedet. Vi nåede ikke at lave alle de planlagte aktiviteter da Rikke blev træt.
Hvorfor bevægelse?
Bevægelse kan have flere betydninger:
At bevæge sig fysisk – at blive følelsesmæssig bevæget – at forandre/ påvirke
Når man som underviser/ pædagog sætter en bevægelse i gang gør man noget ved hele mennesket. Bevægelse er handling i samspil med omgivelserne. Når en person oplever succes/ mestring i sine handlinger giver det troen på at hun også kan mestre andre situationer. Det er så vores opgave at tilrettelægge legen så den giver mening for Rikke.
For at kunne opleve sammenhængen i en aktivitet og ikke mindst i sit liv, er der ifølge Antonovsky tre begreber der bliver karakteriseret, nemlig begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.
Med ”begribelig” menes der, at vi kan forstå hvorfor ting sker for os, samt evt. at kunne forudse hændelser. Det er, at have en følelse af og kunne se, at der er en sammenhæng mellem givne situationer og håndteringen af disse. ”Håndterbarhed” opfattes som at vi er ”herre i eget hus”. Med dette menes der, at vi selv kan påvirke de ting der foregår og vi tror på, at vi selv har de ressourcer der skal til for, at komme igennem en given situation. Med ”meningsfuldhed” menes der, at vi opfatter os selv som god nok og vi er klar på, at tage de udfordringer op, som vi bliver stillet over for i livet. Det giver en mening for os, at involvere og engagere os i vores eget liv.

Martin:
Sonja som kender Martin har valgt dans som aktivitet.
For at anskueliggøre de didaktiske overvejelser, er der arbejdet med SMTTE-modellen
For at gøre bevægelsesaktivitet attraktiv for Martin at deltage i, har vi valgt at tage afsæt i noget, som vi fra vores praksis ved, at han kender og værdsætter.
(Når vi omtaler dans som fysisk aktivitet i denne opgave, er det ikke ment som formfuldendte indlærte trin, men derimod i forståelsen dans som æstetisk virksomhed)
Sammenhæng
For at sikre Martins lyst til deltagelse, har vi valgt at præsentere ham for bevægelsesaktivitet som bygger på, for ham, kendte elementer, nemlig musik afspillet på almindeligt anlæg, og samvær med den specifikke omsorgsperson, som den pågældende dag er tildelt enetid sammen med Martin. Vi har også lagt vægt på, at det kan passes ind i den hverdag Martin lever i på institutionen, hvor han bor. Så det er realistisk at Martin og hans omsorgsperson har mulighed for at integrere bevægelsesaktivitet som et muligt valg af samværsform, med den hensigt at styrke og udvikle Martins fortrolighed med nærhed og fysisk aktivitet gennem dans.
Mål
At gå lange spadsereture med Martin er meget brugt på institutionen. Men er det ”dårligt vejr”, bliver det ofte valgt fra til fordel for højtlæsning. Derfor er det vores ønske at hæve/øge Martins generelle fysiske aktivitetsniveau, ved at tilføje en indendørs aktivitet, som lader sig udføre på hverdagseftermiddage, indenfor institutionens sædvanlige rammer.
Personer med Martins handicap, autisme er oftest ikke optagede af fysisk aktivitet, det kræver motivation fra omsorgspersoner, at vedligeholde deres fysiske bevægelighed, og dermed sundhed.
Eller: overvejelser om formål
Martin sidder ofte stille i en lænestol i institutionens dagligstue, ofte med en kop kaffe i hånden. Vi vil gerne bidrage til at han gennem bevægelse, kan komme til at opleve glæde ved at lade sig selv og sin egen krop fylde mere i rummet.
Vi har ønsket at tilrettelægge en meningsfuld aktivitet for Martin, den skal kunne fungere som en af de muligheder man kan vælge mellem, når man har alene tid sammen med Martin. Den aktivitet som omsorgspersonen oftest vælger, er at gå tur i skoven og institutionens omegn sammen med Martin. Men er vejret efter omsorgspersonens vurdering dårligt, bliver gåturen ofte valgt fra til fordel for højtlæsning, musiklytning eller fodmassage. Udmærkede tiltag men uden fysisk aktivitet. Derfor vil vi gerne udvide spektret for, hvad der er realistisk at gøre sammen med Martin en almindelig hverdagseftermiddag hjemme på institutionen, så han kan opleve samvær om fysisk aktivitet, og deraf affødt produktion af endorfiner, selvom man vælger at blive indendørs.
Det kan af helbredshensyn være fornuftigt og omsorgsfuldt, at foretrække indendørs aktiviteter i kolde perioder, da Martin gerne lader sig iføre overtrækstøj og hue, men konsekvent nægter at have vanter eller luffer på.
Vi mener at det er vigtigt at omsorgspersonen kender til beboerens diagnose, men ikke lader sig styre af den. At der finder løbende iagttagelse sted, og faglig vurdering deraf, som man i den daglige interaktion med brugeren kan forholde sig til, med sigte på at følge og optimere brugerens udvikling mest muligt.
Overvejelser om aktivitetens art:
Da vi fra vores praksis i samspil med Martin har erfaret, at han værdsætter at lytte til klassisk musik med og uden sangledsagelse, men ikke til moderne rytmisk musik, har vi vurderet at musik kan forstærke hans lyst til bevægelse, og derfor skal være en del af aktiviteten. For at Martin skal ønske at deltage, er tryghed en vigtig faktor. Vi har derfor valgt at kun personer fra vores gruppe, som han i forvejen er fortrolig med, skal introducere ham for aktiviteten.
Tegn
At Martin: viser glæde ved og frivilligt følger vores initiativ, eller endnu bedre: at han selv tager initiativ til at danse. Det vil være glædeligt, at han overvinder `fristelsen` til en lur i vandsengen, til fordel for `dans som indebærer fysisk aktivitet og berøring.
Pædagogens kropslighed:
Lektor og forsker Anette Boye Koch fra pædagoguddannelsen VIA University College i Århus har forsket i trivsel og bevægelse i daginstitutioner. Forskningen viser at børn kopier voksnes aktivitetsniveau og kropskultur, så hvis man som pædagog gerne vil have børn/ brugere til at rører sig mere, må man selv gå foran og være mere aktive og vise glæde ved fysisk aktivitet. Vi antager at dette ikke kun gælder over for børn men for alle brugergrupper. Det at pædagogen selv er med i bevægelsen/ legen skaber gode relationer og ligeværd. Deltagernes egen oplevelse af aktiviteten må hele tiden være i fokus og det er pædagogens opgave at bekræfte og værdsætte indsatsen.
Litteratur:
Andersen Frode Boye, 2008 Tegn er noget vi bestemmer, Viborg, VIA Forlag.
Austring Bennyé D. og Sørensen Merete, 2006, Hans Reitzels Forlag.
Jensen Torben K. og Johnsen Tommy J. 2010, Sundhedsfremme i teori og praksis 2. udgave Århus, Forlaget Philosophia.
Kissow Anne-Merete og Pallesen Hanne, 2008, Mennesket i bevægelse, 3. udgave, København, Munksgaard Danmark.

emir klip

PGa tekninske problemer har jeg lagt mine klip på sonjas blog. jeg forsøger igen imorgenhåber det ok. teori afsnit kan læses her på bloggen
emir

lidt teori til skb opgave

Antonovsky :For at kunne opleve sammenhængen i sit liv, er der tre begreber der bliver karakteriseret, nemlig begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.

Med ”begribelig” menes der, at vi kan forstå hvorfor ting sker for os samt evt. at kunne forudse hændelser. Det er, at have en følelse af og kunne se, at der er en sammenhæng mellem givne situationer og håndteringen af disse. ”Håndterbarhed” opfattes som at vi er ”herre i eget hus”. Med dette menes der, at vi selv kan påvirke de ting der foregår og vi tror på, at vi selv har de ressourcer der skal til for, at komme igennem en given situation. Med ”meningsfuldhed” menes der, at vi opfatter os selv som god nok og vi er klar på, at tage de udfordringer op, som vi bliver stillet over for i livet. Det giver en mening for os, at involvere og engagere os i vores eget liv.
Set i forhold til den brede målgruppe vi som pædagoger arbejder med, er vores sundhedsarbejde både primær, sekundær og tertiær fore¬byggelse. Den er primær, fordi personalet styrker muligheder for at forbedre barnets/den unges sundhed. Se¬-k¬un¬¬dær fordi vi ved at få diskuteret sundhed og udarbejdet en sundhedspolitik kan få øje på problemer og der¬ved hjælpe barnet/den unge. Tertiært fordi vi får lavet en fælles indsats overfor barnet/den unge, der kan sikre, at barnet/den unge ik¬ke får tilbagefald i forhold til forringet sundhed

WHO
vores indgangsvinkel til sundhedsdebatten tager udgangspunkt i WHO’s sundhedsdefinition fra 1948. Denne definition sætter sundhed som ”Optimalt velvære fysisk, psykisk og socialt”. WHO opsætter næsten uopnåelige kriterier for sundhed når de definerer sundhed som optimalt velvære af de tre områder, for hvis det optimale ikke opnås vil være vi være usunde. Vi har dog valgt at tage udgangspunkt i WHO’s sundheds¬definition alligevel, da vi mener at fysisk, psykisk og social sundhed dækker det hele menneske. I stedet for optimal sundhed mener vi, at det bør være en positiv balance i mellem områderne. Vores bud på en sundhedsdefinition lyder således ”Sundhed skal ses som en positiv balance mellem fysisk, psykisk og social sundhed”.


Som pædagog er det vigtigt at fornemme hvordan det enkelte barn har det. Her kan det være en mulighed at bruge Dan Olsens sundhedsbrøk:

Hvor ligger barnets/bruger ressourcer og hvilke belastninger er barnet udsat for? Har barnet problemer må man kigge dybere på hvordan man kan fjerne nogle af belastningerne og hvordan barnet bruger sine ressourcer til at løse dem. Har barnet en lav selvfølelse, ser det måske slet ikke sine styrker og kan derfor ikke løse problemerne. Har barnet lav selvfølelse men rimelig selvtillid, kan det i første omgang virke som om barnet har mange ressourcer, fordi det er højrøstet og frembrussende, men i bund og grund er det en belastning for barnet, da det lever bag en maske.

skb opgave del et

Beskrivelse af opgaven :
Opgaven er del i to dele:
Del 1:
1. Undersøge mulighed for at lave en aktivitet med to bruger på bakken. Jette og Sonja undersøger mulighederne for at indhente de nødvendige tilladelse som vi skal bruge for at udføre det aktivitet.
2. aktiviteten skal udføres i velkendte rammer der hvor bruger skal føler sig trygge og at der skal være struktureret ramme hermed menes induktiv og deduktiv leg. Rammeprincipet.

3. Mål: Invitere Martin og Trine til fællesskab, ved brug af musik, dans og bevægelse i trygge omgivelser så vi prøver at udfordre Martin og Trine til at deltage i fælles aktivitet. Vi har valgt at aktivitet tilrettelæges kun for Martin eller Trine sådan at de bliver delt i to grupper med hver sin aktiviteter. (nuzo og at det at være social fremmer sundhed hos den enkelte )antonovsky)

4. vi har valgt at lave to forskellige aktivitet den ene med Martin da rammen skal være struktureret da Martin er autist og derfor muligvis bruge forr en tryk ramme som han kan trives i. hvor imod Trine udfordrer vi en smule med at starte med struktur og derefter åbne rammen mere induktive leg.

5. Barrierer: at to fra gruppen ikke kender brugerne og dermed kan virker overvældene for brugerne at forholde sig til to nye ansigter. Der ud over kan det også virke som et fordel at to fra gruppen har begrænset viden om trine og Martin. Forudsætninger at to fra gruppen
har viden om de to bruger og det kan anses som fordel.
6. brugerne viser glade ved at deltage i aktiviteten og at udfordring om samvær lykkes
7. Udfordring : kan være at kende deres belastnings grads den enkelte og ku som pædagog se disse muligheder. Tage hensyn til enkeltes specifikke funktions evne. Derud over er brugerne ikke alderssvarene

Selvet

Selvet:
I forhold til mit arbejde med indlæring ……. på Ravnbjerhus, kom jeg til at kigge på *selvet* og hvordan selvet opbygges og hvordan kan disse unge lære bedst og hvordan kan pædagoger på Ravnbjerhus have disse i fokus.

Her kommer lidt håber i forstår

H. Rudolph Schaffers teori om selvet.
I opbygningen af et menneskes personlighed, har individets selvopfattelse en afgørende rolle.

Selvet som udviklingsteori afsluttes aldrig helt, men påvirkes af de erfaringer barnet gør sig og særligt af andre menneskers vurderinger. Selvet er et pejlemærke i vores bestræbelser på at tilpasse os over for andre mennesker og i sociale kontekster. Selvet giver os handlemuligheder, idet vi kan udvælge de muligheder som passer bedst med vores selvbillede. Selvet er et komplekst system af forskellige begreber og selvsystemer. (Schaffer, 2004)

Selvet består af: selvbevidsthed, selvbegreb, selvværd.

Selvbevidsthed: ”Det første trin i dannelsen af selvet. Betegner barnets erkendelse af, at det er et selvstændigt væsen med en egen eksistens”.

Selvopfattelse: ”Det billede barnet, opbygger af sig selv. Indeholder svaret på spørgsmålet om, hvem man er”.

Selvværd: ”Udtrykker, hvor højt barnet sætter sine personlige egenskaber. Indeholder svaret på spørgsmålet om, hvilken værdi en person har. Kan gå fra en meget positiv til en meget negativ vurdering”. (Schaffer 2004, Børnepsykologi, kap.10 s.385)

mestring som kan give mening

Mestring

Gik tilbage og læste lidt af Ida.S bog fra sidste år. Grunden til jeg gik tilbage er fordi jeg arbejder med mestring strategier og indlæring i vores Børne grupper på mit job Og i forlængelse af det undervisning fra i mandags
Anbragte unges levevilkår har ofte været præget af kriser, konflikter og manglende omsorg. Dette kan betyde begrænsninger i de unges muligheder for at udvikle handleevner. I stedet har disse udviklet mestringsstrategier, som et forsøg på at opnå kontrol over deres livsbetingelser. Mestringsstrategierne kan være problematiske, fordi de kan komme i modstrid med almene sociale regler for opførsel og handling.
Pædagoger er forbilleder og må have kompetencer, der kan synliggøre ideer for anbragte unge om, hvad man kan stræbe efter at kunne mestre, ud fra de unges egne interesser og kompetencer. Det betyder, det er vigtigt, at pædagoger opnår kendskab til disse interesser, og trække sine kompetencer på områderne ind i arbejdet med de unge – hvis pædagogen virkelig brænder for noget, så kan det være meget nemmere at aktivere de unge hensigtsmæssigt.
Et lille eksempel fra mit arbejde, hvor to unge drenge har været nødsaget til at passe på hinanden i hverdagen. Efter at kommune fik fokus på familien, blev de to drenge anbragt på en døgninstitution (os). Her var det stedets idé, at den ældste dreng skulle have lov til at være barn igen og dermed fritages fra opgaven med at passe lillebror. Den tanke var jeg også ening lang hen af vejen men læste idas bog og er ikke helt enige i, at man fra institutionens/pædagogernes side ikke tillægger det, som drengen mestrer, en værdi. det er vigtigt at støtte drengen i de kompetencer, han allerede har udviklet for senere at give ham andre udviklingsmuligheder på lige fod med jævnaldrene udenfor institutionen.

menneske syn ?

Dagens undevisning gav stof til efter-tanke
Samhørighed gennem øget gensidighed:
Jeg kom til at tænke på hvor tit Anbragte unge udelukkes fra deres udviklingsmuligheder, hvilket er paradoksalt, da det er deltagelse i de udviklingsrum, der udgør deres mulighed for at tilegne sig de nødvendige sociale kompetencer.
For at kunne indgå i sociale fællesskaber er det en vigtig forudsætning, at man mestrer gensidighed i relationer, og det lærer unge bedst ved at opleve det i praksis. Ved gensidighed forstås, at den unge bliver inddraget som en aktiv og ligeværdig medspiller. (menneskesyn hvor man er som man er)
(Tænker på min egne praksis) I en konfliktsituation har jeg oplevet, at pædagogens rolle bliver, at løse en evt. konflikt mellem unge på en institution. Denne praksis kan være forkert i forhold til den socialpædagogiske opgave. Opgaven for den professionelle er netop at udvikle de unges samhørighed. I praksis kan det være bedre at inddrage de unge selv og deres forståelse af en løsning på konflikten. Det kan være en mulighed, at man som pædagog trækker sig tilbage som iagttager og lade de unge varetage situationen, for herigennem at samarbejde om en evt. løsning på konflikten. Efter dagens undervisning om det tre læring former kommer jeg til at tænker om vi i vores praksis kan ændre noget feks at unge herigennem lærer at lytte til hinanden og respektere hinandens meninger selvom de kan være forskellige.