Social afvigelse kan ses som et produkt af samfundets reaktion på individet, også kaldet stemplingsteorien. Den forbindes først og fremmest med den amerikanske sociolog Howard Beckers bog "Outsiders", som dannede udgangspunkt for stemplingsteorien. Han stillede blandt andet spørgsmålstegn ved, hvorfor nogle handlinger blev set som "normale" af en bestemt samfundsgruppe, hvorimod andre grupper så den selv samme handling som afvigende. Han så også på den problematik, at ikke alle blev stemplet i samme grad på trods af, at de havde udført samme handling. Dette mener han har meget at gøre med hele familiens status i samfundet. Er det direktørens eller kontanthjælpsmodtagerens søn, som har begået butikstyveri? Han mener, at afvigende handlinger er afvigende i kraft af, at nogen har kategoriseret netop denne handling som afvigende.
I stemplingen af et individ som afvigende, ligger der en risiko for en "selvopfyldende profeti". Den stemplede kan påtage sig eller acceptere rollen som afviger. Om dette bruger Becker begrebet "karriere", hvor afvigelse er noget som udvikles over tid.
"Hvis man for eksempel følger anbragtes børns livshistorie, så vil de ofte være fyldt med gentagende oplevelser, der kun kan bekræfte dem i, at de er anderledes og svigtede." (Becker, 2005)
Når afvigerstemplet først er blevet erhvervet, kan det være meget svært at komme af med igen. Efterhånden begynder den stemplede at få en forståelse af sig selv som anderledes.
søndag den 27. november 2011
søndag den 13. november 2011
PÆDAGOGER I DET MODERNE SAMFUND
Samfund
"I det moderne samfund skal individet, for at kunne bevæge sig mellem sociale arenaer og forskellige sociale situationer, have noget at tilbyde andre og have en opfattelse af sig selv som en, der er i stand til at ændre/påvirke verden".(Giddens 1996)
Det "senmoderne samfund" er et sociologisk begreb, som forsøger at beskrive vores nuværende samfund. Det senmoderne samfund kaldes også: informationssamfundet, risikosamfundet, det postindustrielle samfund eller det postmoderne samfund. Den engelske sociolog Anthony Giddens mener, at begrebet blandt andet dækker over forhold som: Globalisering, opbrud i de traditionelle værdier, individualisering, at alle livsområder er præget af valg og refleksivitet. (http://da.wikipedia.org/wiki/Senmoderne_samfund)
"samfundsmæssigt normalitetsbegreb". normalitet som :
" Det normale liv er det der leves af majoriteten. Det er normalt at bo i en familie, gå i daginstitution og skole, have et arbejde udenfor familien og leve et fritidsliv sammen med jævnaldrende". (Bent Madsen 2005)
På klassen fik vi diskuteret, blandt andet begrebet "rummelighed". Et udtryk man i mange år har yndet at bruge indenfor det socialpædagogiske arbejde, i forhold til at kunne inkludere alle i et samfund der til stadighed er meget omskifteligt (Madsen 2005). Rummelighed, der i ordets betydning kan forstås som ”favnende”, er blevet brugt i flæng fra såvel politikere som pædagoger.
Kombinationen af det individualiserende samfund, og kravet om et mere rummeligt samfund er efter min mening med til at skabe store brudflader indenfor socialpædagogisk arbejde. På den ene side kræver samfundet, at børn/unge udvikler sig til individuelle, selvstændige mennesker, der kan tage vare på sig selv for at kunne indgå i samfundet på lige vilkår med andre.
På den anden side ser vi børn/unge der på grund af manglende sociale kompetencer stadig skal kunne "rummes" i samfundet, og som derfor bliver ofre for en kategorisering som "ikke normalt fungerende" og ekskluderet af samfundet.
En differentiering som bliver tydeligere og tydeligere, idet man fortsat gerne vil have så mange ud på arbejdsmarkedet som muligt, der kan bidrage til en forøgelse af velfærden, men at der samtidig foregår en udskillelse af socialt udsatte grupper på grund af nye og differentierede krav til individet.
Der er noget der tyder på en øget modsætning mellem ”idealet om social integration” og ”det moderne samfunds øgede stigmatisering”.
Det viser sig imidlertid, at tiltag i socialpolitikken har skabt en indsnævring af normalitetsbegrebet som samfundet definerer det. Derved sker der en stigende kategorisering af de børn/unge, som ikke kan fungere i en almindelig skole, i en almindelig daginstitution, som ikke har fået udviklet de sociale færdigheder der gør, at de kan fungere i det normale samfund, eller børn/unge som ikke har evnen til at tilegne sig færdigheder der gør, at de kan begå sig på de forskellige sociale arenaer.
Socialpolitisk arbejde må derfor gøres mere differentieret og kunne rumme flere aspekter.
Samfundet kræver, at pædagoger skal arbejde inkluderende og give alle børn de samme muligheder for udvikling. (Lov om social service 2007). Dilemmaet ligger i, at vi pædagoger ikke kan nå at give alle børn/unge samme muligheder for udvikling og dermed virker ekskluderende i arbejdet med børn/unge når man samtidig, fra samfundets side ønsker at skabe hele, selvudviklende, anerkendende, empatiske unge mennesker der er klar til at begive sig ud i det samfund som de allerede er en del af, uden på nogen måde at være stemplet.
Ideen med social inklusion er, at bryde op med kategoriseringen af individer, ved at fokusere på
omgivelserne som inkluderende, frem for at se det enkelte menneske som afvigende.
Ingen er som udgangspunkt afvigende, medmindre samfundet definerer det. ( Madsen, 2005)
"I det moderne samfund skal individet, for at kunne bevæge sig mellem sociale arenaer og forskellige sociale situationer, have noget at tilbyde andre og have en opfattelse af sig selv som en, der er i stand til at ændre/påvirke verden".(Giddens 1996)
Det "senmoderne samfund" er et sociologisk begreb, som forsøger at beskrive vores nuværende samfund. Det senmoderne samfund kaldes også: informationssamfundet, risikosamfundet, det postindustrielle samfund eller det postmoderne samfund. Den engelske sociolog Anthony Giddens mener, at begrebet blandt andet dækker over forhold som: Globalisering, opbrud i de traditionelle værdier, individualisering, at alle livsområder er præget af valg og refleksivitet. (http://da.wikipedia.org/wiki/Senmoderne_samfund)
"samfundsmæssigt normalitetsbegreb". normalitet som :
" Det normale liv er det der leves af majoriteten. Det er normalt at bo i en familie, gå i daginstitution og skole, have et arbejde udenfor familien og leve et fritidsliv sammen med jævnaldrende". (Bent Madsen 2005)
På klassen fik vi diskuteret, blandt andet begrebet "rummelighed". Et udtryk man i mange år har yndet at bruge indenfor det socialpædagogiske arbejde, i forhold til at kunne inkludere alle i et samfund der til stadighed er meget omskifteligt (Madsen 2005). Rummelighed, der i ordets betydning kan forstås som ”favnende”, er blevet brugt i flæng fra såvel politikere som pædagoger.
Kombinationen af det individualiserende samfund, og kravet om et mere rummeligt samfund er efter min mening med til at skabe store brudflader indenfor socialpædagogisk arbejde. På den ene side kræver samfundet, at børn/unge udvikler sig til individuelle, selvstændige mennesker, der kan tage vare på sig selv for at kunne indgå i samfundet på lige vilkår med andre.
På den anden side ser vi børn/unge der på grund af manglende sociale kompetencer stadig skal kunne "rummes" i samfundet, og som derfor bliver ofre for en kategorisering som "ikke normalt fungerende" og ekskluderet af samfundet.
En differentiering som bliver tydeligere og tydeligere, idet man fortsat gerne vil have så mange ud på arbejdsmarkedet som muligt, der kan bidrage til en forøgelse af velfærden, men at der samtidig foregår en udskillelse af socialt udsatte grupper på grund af nye og differentierede krav til individet.
Der er noget der tyder på en øget modsætning mellem ”idealet om social integration” og ”det moderne samfunds øgede stigmatisering”.
Det viser sig imidlertid, at tiltag i socialpolitikken har skabt en indsnævring af normalitetsbegrebet som samfundet definerer det. Derved sker der en stigende kategorisering af de børn/unge, som ikke kan fungere i en almindelig skole, i en almindelig daginstitution, som ikke har fået udviklet de sociale færdigheder der gør, at de kan fungere i det normale samfund, eller børn/unge som ikke har evnen til at tilegne sig færdigheder der gør, at de kan begå sig på de forskellige sociale arenaer.
Socialpolitisk arbejde må derfor gøres mere differentieret og kunne rumme flere aspekter.
Samfundet kræver, at pædagoger skal arbejde inkluderende og give alle børn de samme muligheder for udvikling. (Lov om social service 2007). Dilemmaet ligger i, at vi pædagoger ikke kan nå at give alle børn/unge samme muligheder for udvikling og dermed virker ekskluderende i arbejdet med børn/unge når man samtidig, fra samfundets side ønsker at skabe hele, selvudviklende, anerkendende, empatiske unge mennesker der er klar til at begive sig ud i det samfund som de allerede er en del af, uden på nogen måde at være stemplet.
Ideen med social inklusion er, at bryde op med kategoriseringen af individer, ved at fokusere på
omgivelserne som inkluderende, frem for at se det enkelte menneske som afvigende.
Ingen er som udgangspunkt afvigende, medmindre samfundet definerer det. ( Madsen, 2005)
mandag den 7. november 2011
undervisning i uge 44
I forhold til vores undervisning og diskution på klassen bla om menneskeyn kommer denne indlæg:
Pædagogernes perspektiv:
Det er et faktum, at alle anbragte børn på døgninstitutioner lever et institutionaliseret liv, hvilket betyder, at alle anbragte børn er underlagt et gruppeliv. Det betyder, at anbragte børn i meget høj grad skal indrette deres hverdagsliv på at skulle indgå i en stor gruppe børn, som de tilfældigt er anbragt sammen med, hvorved den individuelle udvikling bliver erstattet af at skulle indordne sig under en fælles norm og fælles regler på institutionen. Dette sætter store krav til det pædagogiske arbejde på institutionen, da opfattelsen af barnets udvikling kan være meget forskellig blandt pædagogerne. jeg mener det har en stor indflydelse på institutionens pædagogiske praksis, hvilket menneskesyn man arbejder ud fra i forhold til børnenes udviklingsmuligheder. jeg er i min empiri insamling stødt på to modstridende menneskesyn. Det Mekanisk-Materialistiske menneskesyn tager udgangspunkt i, at udviklingen kun sker via ydre påvirkninger af barnet jeg mener, at det pædagogiske arbejde overvejende skal tage udgangspunkt i det Dialektisk-Materialistiske menneskesyn, hvor barnet ikke kan forstås uden samfundets påvirkning. Barnets bevidsthed er betinget af det materielle samspil, men det kan gribe ind og ændre samfundet gennem sin egen praksis (Hammerlin & Larsen, 1999). Barnet præger det samfund det befinder sig i, men bliver samtidig præget af samfundet omkring sig.
Pædagogernes perspektiv:
Det er et faktum, at alle anbragte børn på døgninstitutioner lever et institutionaliseret liv, hvilket betyder, at alle anbragte børn er underlagt et gruppeliv. Det betyder, at anbragte børn i meget høj grad skal indrette deres hverdagsliv på at skulle indgå i en stor gruppe børn, som de tilfældigt er anbragt sammen med, hvorved den individuelle udvikling bliver erstattet af at skulle indordne sig under en fælles norm og fælles regler på institutionen. Dette sætter store krav til det pædagogiske arbejde på institutionen, da opfattelsen af barnets udvikling kan være meget forskellig blandt pædagogerne. jeg mener det har en stor indflydelse på institutionens pædagogiske praksis, hvilket menneskesyn man arbejder ud fra i forhold til børnenes udviklingsmuligheder. jeg er i min empiri insamling stødt på to modstridende menneskesyn. Det Mekanisk-Materialistiske menneskesyn tager udgangspunkt i, at udviklingen kun sker via ydre påvirkninger af barnet jeg mener, at det pædagogiske arbejde overvejende skal tage udgangspunkt i det Dialektisk-Materialistiske menneskesyn, hvor barnet ikke kan forstås uden samfundets påvirkning. Barnets bevidsthed er betinget af det materielle samspil, men det kan gribe ind og ændre samfundet gennem sin egen praksis (Hammerlin & Larsen, 1999). Barnet præger det samfund det befinder sig i, men bliver samtidig præget af samfundet omkring sig.
Abonner på:
Opslag (Atom)