PÆDAGOGER I DET MODERNE SAMFUND

Samfund
"I det moderne samfund skal individet, for at kunne bevæge sig mellem sociale arenaer og forskellige sociale situationer, have noget at tilbyde andre og have en opfattelse af sig selv som en, der er i stand til at ændre/påvirke verden".(Giddens 1996)


Det "senmoderne samfund" er et sociologisk begreb, som forsøger at beskrive vores nuværende samfund. Det senmoderne samfund kaldes også: informationssamfundet, risikosamfundet, det postindustrielle samfund eller det postmoderne samfund. Den engelske sociolog Anthony Giddens mener, at begrebet blandt andet dækker over forhold som: Globalisering, opbrud i de traditionelle værdier, individualisering, at alle livsområder er præget af valg og refleksivitet. (http://da.wikipedia.org/wiki/Senmoderne_samfund)

"samfundsmæssigt normalitetsbegreb". normalitet som :
" Det normale liv er det der leves af majoriteten. Det er normalt at bo i en familie, gå i daginstitution og skole, have et arbejde udenfor familien og leve et fritidsliv sammen med jævnaldrende". (Bent Madsen 2005)


På klassen fik vi diskuteret, blandt andet begrebet "rummelighed". Et udtryk man i mange år har yndet at bruge indenfor det socialpædagogiske arbejde, i forhold til at kunne inkludere alle i et samfund der til stadighed er meget omskifteligt (Madsen 2005). Rummelighed, der i ordets betydning kan forstås som ”favnende”, er blevet brugt i flæng fra såvel politikere som pædagoger.
Kombinationen af det individualiserende samfund, og kravet om et mere rummeligt samfund er efter min mening med til at skabe store brudflader indenfor socialpædagogisk arbejde. På den ene side kræver samfundet, at børn/unge udvikler sig til individuelle, selvstændige mennesker, der kan tage vare på sig selv for at kunne indgå i samfundet på lige vilkår med andre.
På den anden side ser vi børn/unge der på grund af manglende sociale kompetencer stadig skal kunne "rummes" i samfundet, og som derfor bliver ofre for en kategorisering som "ikke normalt fungerende" og ekskluderet af samfundet.
En differentiering som bliver tydeligere og tydeligere, idet man fortsat gerne vil have så mange ud på arbejdsmarkedet som muligt, der kan bidrage til en forøgelse af velfærden, men at der samtidig foregår en udskillelse af socialt udsatte grupper på grund af nye og differentierede krav til individet.
Der er noget der tyder på en øget modsætning mellem ”idealet om social integration” og ”det moderne samfunds øgede stigmatisering”.
Det viser sig imidlertid, at tiltag i socialpolitikken har skabt en indsnævring af normalitetsbegrebet som samfundet definerer det. Derved sker der en stigende kategorisering af de børn/unge, som ikke kan fungere i en almindelig skole, i en almindelig daginstitution, som ikke har fået udviklet de sociale færdigheder der gør, at de kan fungere i det normale samfund, eller børn/unge som ikke har evnen til at tilegne sig færdigheder der gør, at de kan begå sig på de forskellige sociale arenaer.
Socialpolitisk arbejde må derfor gøres mere differentieret og kunne rumme flere aspekter.


Samfundet kræver, at pædagoger skal arbejde inkluderende og give alle børn de samme muligheder for udvikling. (Lov om social service 2007). Dilemmaet ligger i, at vi pædagoger ikke kan nå at give alle børn/unge samme muligheder for udvikling og dermed virker ekskluderende i arbejdet med børn/unge når man samtidig, fra samfundets side ønsker at skabe hele, selvudviklende, anerkendende, empatiske unge mennesker der er klar til at begive sig ud i det samfund som de allerede er en del af, uden på nogen måde at være stemplet.

Ideen med social inklusion er, at bryde op med kategoriseringen af individer, ved at fokusere på
omgivelserne som inkluderende, frem for at se det enkelte menneske som afvigende.
Ingen er som udgangspunkt afvigende, medmindre samfundet definerer det. ( Madsen, 2005)