søndag den 27. november 2011

Stemplingsteori

Social afvigelse kan ses som et produkt af samfundets reaktion på individet, også kaldet stemplingsteorien. Den forbindes først og fremmest med den amerikanske sociolog Howard Beckers bog "Outsiders", som dannede udgangspunkt for stemplingsteorien. Han stillede blandt andet spørgsmålstegn ved, hvorfor nogle handlinger blev set som "normale" af en bestemt samfundsgruppe, hvorimod andre grupper så den selv samme handling som afvigende. Han så også på den problematik, at ikke alle blev stemplet i samme grad på trods af, at de havde udført samme handling. Dette mener han har meget at gøre med hele familiens status i samfundet. Er det direktørens eller kontanthjælpsmodtagerens søn, som har begået butikstyveri? Han mener, at afvigende handlinger er afvigende i kraft af, at nogen har kategoriseret netop denne handling som afvigende.
I stemplingen af et individ som afvigende, ligger der en risiko for en "selvopfyldende profeti". Den stemplede kan påtage sig eller acceptere rollen som afviger. Om dette bruger Becker begrebet "karriere", hvor afvigelse er noget som udvikles over tid.
"Hvis man for eksempel følger anbragtes børns livshistorie, så vil de ofte være fyldt med gentagende oplevelser, der kun kan bekræfte dem i, at de er anderledes og svigtede." (Becker, 2005)
Når afvigerstemplet først er blevet erhvervet, kan det være meget svært at komme af med igen. Efterhånden begynder den stemplede at få en forståelse af sig selv som anderledes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar