Anderkendelse Axel H.

Axel Honnet beskriver tre former for anerkendelse. Mennesket skal gennemleve alle tre former for at blive et fuldt udviklet individ med mulighed for at realisere et vellykket liv - med al den forskel dette måtte indebære fra individ til individ.
De tre anerkendelsesformer udfolder sig i forskellige sammenhænge:
Den første anerkendelsesform, den emotionelle anerkendelse (affektive), foregår i privatsfæren og drejer sig om kærligheden mellem familie og nære venner, hvor man er gensidigt afhængig af hinanden og den sociale støtte. Der vil ofte være en hårfin balance mellem selvstændighed og binding i denne sfære. Dette kærlighedsforhold er et ligeværdigt forhold, hvor man kan være fortrolig og åben omkring sine værdier, ressourcer og holdninger, og forvente, at de bliver mødt med anerkendelse. Den emotionelle anerkendelse sætter en i stand til at udtrykke sig, agte sig selv og til at kunne deltage i nære fællesskaber og samfundsmæssige forhold. Den første anerkendelsesform er en forudsætning for de andre anerkendelsesformer og grundlægger personens selvtillid. ”Selvtillid er stilladset som er bygget op om os og er ydrestyret dvs. lader sig se på med andres øjne”.
Det er vigtigt, at der fokuseres på barnets nære relationer, så barnet føler sig anerkendt. Da anbragte børn ikke har den samme voksne omkring sig hver dag, må pædagoger tage udgangspunkt i barnets oplevelse af, hvem der er de nærmeste relationspersoner.
Den anden anerkendelsesform gives igennem den retslige sfære, vedrørende de universelle rettigheder man har, som et ligeværdigt medlem af samfundet. Denne anerkendelsesform er sikret gennem love og giver mennesket de grundlæggende muligheder for at kunne realisere sig som et selvstændigt handlende individ. Denne form for anerkendelse betinger oplevelsen af selvrespekt.
I den retslige sfære kan barnets selvagtelse krænkes, f.eks. når den unge fratages nogle af de muligheder dets jævnaldrende har. Det er vigtigt, at pædagogen ikke overser den unges ret til at være en del af det samfundsmæssige liv. Derfor skal den unge have kontakt til fritidsinteresser og andre sociale sammenhænge, så den unge føler, at han/hun har samme muligheder som sine jævnaldrende. Får vi denne form for anerkendelse, udvikler vi selvagtelse. ”Selvagtelse handler om hvorledes du afgrænser dig i forhold til andre og dine omgivelser. Hvad går du med til? Hvordan undgås det, at du går med til mere end, du kan mærke, du selv vil gå med til. Vi kan sige, at selvagtelse – selvrespekt handler om evnen til at bevare sine egne grænser intakte”.
Den tredje anerkendelsesform sker i relationen til gruppen og fællesskabet, hvor mennesket gennem sin deltagelse og sit positive engagement bliver anerkendt af de andre i fællesskabet. Man bliver set og værdsat for sine særlige evner, kvaliteter, handlinger og anerkendes for sin individuelle særegenhed, som et uerstatteligt og unikt individ. Denne form for anerkendelse betinger værdsættelsen af sig selv som medlem af et solidarisk fællesskab. Denne anerkendelsesform tager sit udgangspunkt i den solidariske sfære. I solidaritetens sfære er der tale om både noget emotionelt og noget kognitivt i anerkendelsen. Mødes vi med denne form for anerkendelse, udvikler vi selvværdsættelse. ”Selvværd betyder, at føle sig værd, at give sig selv værdi”.
Det er meget vigtigt, at udvikle social solidaritet hos anbragte unge, for at de føler sig inkluderede i samfundet og herigennem opretholde deres position i et socialt felt. Her må pædagogen hjælpe den unge med, at bruge de sociale færdigheder han/hun besidder på en hensigtsmæssig måde. Unge der ikke har udviklet en positiv selvagtelse, har svært ved at opnå anerkendelse i den tredje anerkendelsesform. Dette medfører, at de ikke ser sig selv som medspillere i de kontekster de gerne vil være en del af.