Interaktionisme

Alle mennesker dannes gennem interaktion med andre. Det gælder både dannelsen af ens identitet, ens selvbillede – ens jeg, og ens evne til at kunne interagere og forstå andre i de sociale kontekster man bevæger sig i.
For at man som individ kan forstå og gøre verden håndgribelig er man nødt til modtage reaktioner fra andre for at kunne forstå, og blive bevidst om betydningen af, sine egne handlinger i den kontekst man foretager handlingerne i. Det er altså gennem socialt samspil man skaber sin bevidsthed og dermed også sit jeg.
Socialt samspil med andre skaber altså jeg’et! Det vil sige at jeg’et ikke er en samling af permanente egenskaber, men en relation. Man udvikler sit jeg gennem hele livet, i kraft af de interaktioner og sociale samspil man indgår i.
I forhold til anbragte unge skaber teorien grundlag for, at man studerer dennes relationer til andre i stedet for at have fokus på den unges egenskaber. Derfor kunne det være en nærliggende tanke, at pædagoger der arbejder med denne målgruppe, arbejder med de unges interesser og derigennem skaber grundlag og adgang til sociale felter udenfor institutionen, hvor de unge i kraft af deres interesser, får mulighed for at danne relationer gennem interaktion med jævnaldrende i feltet.
Individet er ikke programmeret af deres sociale miljø eller strukturer. Man definerer sig som individ igennem interaktionen med de situationer og miljøer man færdes i. Det vil sige, at man, alt afhængig af hvilke sociale og strukturelle kontekster man bevæger sig i som individ, definerer ens handlinger i interaktionen med de, i det pågældende miljø, gældende strukturer.
Gennem en anbringelse kan unge, der evt. har en negativ social arv, definere sig selv i en anden sammenhæng og igennem andre interaktioner end dem de måtte komme fra inden anbringelsen, rive sig fri af sin tidligere definition som værende social afvigende. Her får pædagogerne virkelig mulighed for at skabe grobund for, at gøre op med den negative sociale arv, som anbragte unge ofte tager med sig på institutionen. Gennem tilvejebringelse af sociale felter der differentierer sig fra, hvad den unge har været vant til at bevæge sig i, kan pædagogen sørge for at den unges definition af sin egen sociale status bliver ændret. Det kunne fx være gennem lege-aftaler med andre fra klassen, eller fra fritids- eller idrætsklubben. Ikke bare for at den unge får mulighed for at interagere med andre, i de felter som de bevæger sig i, men også for at den unge får mulighed for at interagere med familiemønstre og andre sociale miljøer end dem han/hun har været vant til, for derigennem at skabe grundlag for en ny definition af sig selv i sociale kontekster.
Hvis man som individ ikke bevæger sig i forskellige kontekster og interagerer med forskellige andre, har man heller ikke mulighed for at differentiere sine perspektiver i forskellige handlinger. Ens socialitet bliver derfor ensporet, og man er ikke i stand til at kunne se andre perspektiver end sit eget, fordi man ikke har fået andres perspektiver synliggjort. Hvis man derimod stimuleres som individ gennem en differentieret interaktionskvotient, får man muligheden for at se og inddrage sig selv i andres perspektiv i en interaktion, og derved tilføje en ekstra dimension til sin socialitetsproces.
Evnen til at udvikle empati, som at kunne inddrage andres perspektiv, går altså gennem differentieret interaktion. Anbragte unge som mangler sociale kompetencer som eks. empati, må derfor have mulighed for at kunne indgå i forskellige kontekster med jævnaldrende udenfor institutionen, for at kunne udvikle evnen til at inddrage andres perspektiv, end det fællesskabet på institutionen skaber. Dette ville ud fra et pædagogisk synspunkt være en oplagt mulighed til at skabe kontakter gennem de unges interesser til sociale felter, hvor de skal indgå i et andet fællesskab end det på institutionen. Eksempelvis, en idrætsklub - hvor de unge først bliver nødt til at definere sig selv i netop det felt, for at kunne afkode de regler og de forventninger der ligger i feltet fra feltets andre individer. På den måde vil de unge kunne få kendskab til, hvordan deres eget perspektiv passer ind i fællesskabets perspektiv, hvordan andre ser på den unges perspektiv, og hvordan man skal inddrage andres perspektiv for at kunne indgå i fællesskabet.
For at blive gjort bevidst om sine handlinger i forskellige kontekster, behøver individet respons fra andre i den samme kontekst. Nå man opnår respons på ens handlinger, responderer man på responsen gennem refleksion, og bliver dermed bevidstgjort om hvad handlingerne har betydet. Gennem handlinger i livet i forskellige kontekster opnår man en lang kæde af tidslige erfaringer, som man tager med sig. Disse tidslige kæder er ikke uforanderlige.
En bevidstgørelse på en handling i en kontekst betyder ikke, at det er den samme bevidstgørelse man opnår af den samme handling i en anden kontekst. Derfor kan individets opbygning af bevidstgørelser ud fra forskellige handlinger ændres. Hvis individet placeres i en kontekst, hvor responsen bliver en anden end individet før har oplevet på den samme handling, ændres bevidstgørelsen som individet tidligere har gjort sig.
Anbragte unge kan have oplevelser fra tidligere forhold, som fx svigt, eller måske været blevet misbrugt fysisk eller psykisk. De kan derfor have opbygget en bevidstgørelse om, at de ikke er tilstrækkelige, og ikke kan tilbyde noget i de sociale felter de bevæger sig i. Her kan de unge, gennem andre sociale sammenhænge, opnå en bevidstgørelse om, at det de gør, er værdifuldt og giver mening i den pågældende kontekst. Man kan som pædagog i denne sammenhæng, gennem interaktion med den unge, være med til at skabe en ny definition af det den unge forbinder ved ”voksne”. Ved at være stabil voksen i den unges verden, som ikke svigter, og som ikke misbruger den unge, men som ser ham/hende som et individ, der har samme rettigheder som alle andre individer, kan pædagogen skabe grundlag for at barnets bevidstgørelse af ”voksne” bliver ændret